Tilbage

Frederikshuset er et af de første byggerier i den nye Fredericianske bydel Fredericia C, der har kvaliteter af at ligge ud til Lillebælts snoninger, med broerne i horisonten. Bydelen er opført som en kanalby, med inspiration tilbage i de oprindelige byplaner fra det 18. århundrede.

Frederikshuset er en karrébebyggelse med varierende facadeudtryk og niveauspring. I alt fordeler de 6800 m2 sig over 2 – 6 etager med en parkeringskælder under konstruktionen.

Byggeriets boliger fordeler sig på 13 ejerlejligheder og 41 almene boliger, hvoraf en andel ligger sydvendt ud til kanalen, og en andel ligger mod sidegaderne og det grønne gårdrum. Ejerlejlighederne er opført eksklusivt med store altaner og tagterrasser med udsigt til kanal og Lillebælt.

De 600 m2 erhverv ligger i to etager som hjørnekonstruktion med kontorformål. Der er direkte elevatoradgang til de cirka 1000 m2 parkeringskælder.

Alt i alt et meget attraktivt og til dels luksuriøst byggeri, som er banebrydende for bydelen og lokalområdets udvikling.